Italien 2009

Vi vågnede endnu engang til regnvejr kl. 07.00, men vi stod op og fik pakket ned, og fik et bad, så vi var klar til at køre, når vi havde spist morgenmad. Jeg skulle snart sande, at det ikke var afkalkning af brusere, de gjorde mest i, for strålen i badet var meget hård og piskede nærmest på ryggen. Man skulle bruge en polet til badet, som kostede 1€ for 7 min., og automaten hang på en væg for enden af baderummet, så der var ikke noget med at stå der for længe, for ellers skulle man ud af badet og hen til automaten og putte en ny polet i, det var ikke særligt smart, men et bad fik man da. Efter badet gik jeg op for at betale, for pladsen og vores morgenbrød, vi gav 43,50€ for overnatningen.

Regningen for en overnatning

Klokken var 9.00 da vi kørte derfra, og det tog 20 min. at køre, de godt 11km. der er hen til lejren, jeg parkerede, hvilket kostede 5€ for en bil med campingvogn. Tina og drengene, holdt dog ind ved et supermarked, som lå lige før Dachau og fik handlet ind, så vi havde noget at spise senere. De kom kl. 10.00, og og vi gik over til koncentrationslejren.
	Parkeringsbillet

Det er gratis at komme ind, men vi blev noget skuffet, da vi så hvad det var, for det meste var tomme bygninger, med det bare betongulv, med en masse plancher hængt op, som man så kunne gå rundt at læse. Det hele virkede koldt og bart, og man fik ikke rigtigt følelsen ind under huden om, hvordan det måtte have været at leve i dette helvede. Der var dog enkelte remedier, som en bænk fangerne blev lagt op på, og så pisket med en udtørret oksehale.


Disse ord siger desværre alt	Den åbne plads med barakkerne bagerste


De fleste rum var der intet i, andet end de bare vægge	Der var mange plancer, alt for mange!


Der var også enkelte montre med effekter i	En torturbænk

De havde bevaret to barakker som stadig stod der, ud af de oprindelige to rækker med 17 barakker i hver. Den ene kunne man komme ind og se. Der havde de genopsat senge, som de stod dengang tilbage under anden verdenskrig, og nogle bade og toilet rum, og de gav lidt en fornemmelse af livet.


Køjerne de lå og sov i	Toiletterne


Baderummet	De fleste barakker var jævnet med jorden

	Nede i den anden ende af lejren, kunne man gå igennem hegnet, og der fandt man bygningerne med gaskamrene og krematoriet, og det var straks noget helt andet at se. Der kunne man hurtig fornemme, hvilke grusomheder der var forgået under krigen, og man blev meget mere vemodig. Vi brugte godt 2,5 time på at gå rundt og se det meste.
Må verden aldrig glemme...


Krematoriet	Første blev de forledt til at tro de skulle i bad


så blev de gasset	hvorefter deres lig blev smidt her i bunker


indtil de skulle brændes i ovnene	Det gamle og lille krematorium

Tilbage ved bilerne, kørte vi hen til en Mc D, der ikke lå langt derfra og fik noget middagsmad. Derefter satte vi atter snuden hjem efter.

Da vi nåede op omkring Greding, kørte vi ind på en rasteplads, og Tina kommer hen til mig og siger, at campingvognen, hopper så underligt i den ene side. Jeg havde godt lagt mærke til at den virkede noget urolig, men havde bare henkastet det med, at vejen ikke var den bedste. Jeg lagde mig ind under vognen og kontrollerede dækket, men der var umiddelbart ikke noget at se, så jeg fik en af ungerne til at hente en lygte, for jeg kunne ikke rigtigt se inde under vognen, og det var heldigt nok, for der var en flænge på den indvendige side af dækket på ca. 15 cm. Nu var gode råd dyre, for jeg havde godt nok et reservehjul, men ingen donkraft, til at løfte vognen med (og så står man, og bander sig selv langt væk, over ikke at have taget sådan en med). Så vi snakkede om vi skulle køre videre, til næste afkørsel, eller ringe efter noget vejhjælp. Klokken var over 16, og vi var ikke sikker på, om mekanikerne i tyskland, stadig var på arbejde. Vi kunne stå og kigge ud over Greding by, men ingen af os havde en ide om vi var kørt forbi afkørslen, eller om den kom lidt senere. I mine frustrationer, gik jeg ud for enden af rastepladsen, og til alt held, kunne jeg se afkørslen 100 meter fremme, så vi valgte at køre ned i byen, for at se om vi kunne finde en mekaniker. Så vi fik startet bilerne, og drejede fra 100 meter henne, og fulgte afkørslen rundt og ned til byen. Der viste sig, at vi var mere end heldige end som så, for lige over på den anden side af vejen, for enden af afkørslen, var der en mekaniker, så der kørte vi over. Jeg fik fat i en mekaniker, men hans tysk var lige så godt som mit russiske eller polske, eller hvad han nu talte. Til alt held havde han en kollega, der kunne tysk, og jeg fik ham forklaret, at vi gerne ville have ham til at skifte hjulet ud med vores reservehjul. Det gik de straks i gang med, og 20 min senere kl. 17.00 og 10€ fattigere (det var godt nok billigt), var vi klar til at fortsætte hjemad.


Mekanikeren skifter hjulet	Her ses revnen tydeligt


Læg mærke til hvordan dækket buler ud fra midten og op	Det ses også tydeligt her

Vi var bare lykkelige over, at der ikke var sket mere, for havde jeg kørt bare 50km mere på det dæk, var det sprunget, og jeg tør slet ikke tænke på, hvad der så kunne være sket. Vi kørte videre og kl. 21.00 kørte vi ind på Rastestätte Grossenmoor. Vi kørte op for enden af pladsen og parkerede op ad nogle træer, der var stille og roligt, og næsten ingen trafikstøj, andet end når en bil eller lastbil lige kørte forbi. Vi hyggede os lidt med et spil kort inden vi lagde os til at sove.

Fredag d. 17 Juli.

Kl. 06.15, vågnede vi, og var friske efter en god nats søvn, og kl. 7 kørte vi igen. Vi kørte dog ikke mere end godt en halv time, før end jeg syntes, at vognen igen var begyndt at slingre, som et pendul, så vi kørte ind igen, for at se om det var det andet dæk der var ved revne. Men det så nu fint ud. Så jeg gik ind i vognen, for at se om der skulle være noget, og der fandt jeg alt vores vasketøj, med flere halv våde håndklæder bagerst i vognen, og der var nok 30 kg i det hele, så det fik jeg flyttet frem i vognen. Vi fortsatte igen, og det var straks et helt andet vogntog at køre med. Så mere skal der ikke til for at give en ustabil vogn.

Kl. 9 kørte vi ind for at spise morgenmad. Imens vi sad der, blev det regn, torden og hagl, men efter 15 min. var det hele væk igen og vi kunne fortsætte kl. 10. Vi nåede Fleggaard ved grænsen kl.15, hvor vi kørte ind for at handle. Vi spiste til aften først, og to timer efter, var vi færdige med at handle og klar til at køre igen. Vi passerede den danske grænse kl. 17.15 og 2 timer senere bakkede jeg campingvognen på plads i indkørslen, hjemme i Verninge.

Efterskrift

Når jeg ser tilbage på ferien, har den været pragtfuld og meget oplevelsesrig ferie, med mange uforglemmelige indtryk, og generelt godt vejr, selv om vi havde en del morgener, hvor vi stod op til regnvejr. Vores plads på Marinaen var ikke den bedste, i forhold til den larm der havde været, så vi skal aldrig ligge så tæt på scenen igen. Antallet af små børn med cykler, på Marinaen, uden opsyn eller forældre der ikke griber ind, når deres børn var ved at køre ind i folk, var steget endnu mere i år, og det er snart et problem, at færdes på nogle af de store veje, der er på pladsen. Især omkring poolen, risikerer man at blive kørt ned af et barn på cykel. Vi kan kun være lykkelige over at der ikke skete mere, da dækket på campingvognen revnede. Ellers håber jeg du som læser har fået inspirationen, gode råd og tips til din næste ferie, ved at læse min beretning, om vores ferie til Marina Di Venezia.

I Oktober efter vi var kommet hjem, fik jeg skiftet begge dæg på Contineltal's regning, da de havde erkendt, at der var en produktionsfejl, i den serie af dæk jeg havde på campingvognen,

Campinghilsner

Morten

Side

Forrige 1 2 3 4 5